Baggrund

Fra Nordterm Wiki
Skift til: Navigation, Søgning

Flags new.gif

Sprogsituationen i Norden

De nordiske lande omfatter Danmark, Færøerne, Grønland, Finland, Åland, Island, Norge og Sverige. Både Færøerne og Grønland er en del af kongeriget Danmark, mens Åland er en del af republikken Finland.

I dette område bliver der talt dansk, finsk, færøsk, grønlandsk, islandsk, norsk (bokmål og nynorsk), samisk og svensk. Flere af disse sprog er nært beslægtede, mens andre ikke er. Der er en række to- og flersprogede områder i Norden, og et omfattende nordisk samarbejde har ligget til grund for en lang tradition for oversættelse og tolkning.


Historie

Der er en lang tradition for terminologiarbejde i de nordiske lande. Det første arbejde med teknisk terminologi blev gennemført allerede i slutningen af 1800-tallet. Organiseret terminologiarbejde går i Island tilbage til starten af 1900-tallet og i Danmark, Finland, Norge og Sverige tilbage til 1940'erne.

Nordterm blev grundlagt i 1976, da repræsentanter for terminologigrupper i Danmark, Finland, Norge og Sverige mødtes i Stockholm for første gang. Dette førte til flere fælleskurser og uformelle samtaler om forskellige projekter. Der var et stort behov for nordisk samarbejde om terminologi, og det viste sig at denne form for samarbejde var effektiv og formålstjenstlig. De nuværende vedtægter for Nordterm blev taget i brug i 1987, og de seneste ændringer blev foretaget i 2007.